REJSEVILKÅR

CONVELO - Rejsebestemmelser / Handelsvilkår

Her kan du læse om de regler og vilkår der gælder for din rejse.

Du kan blandt andet læse om hvornår du skal betale, hvornår fristerner er for eventuelle ænderinger eller i værste fanl annullering af din bestilte rejse.

Det er også her du kan finde mere information om vores og dit ansvar i forbindelse med rejsen.

Sidst men ikke mindst kan du også her finde oplysninger om hvordan du skal forholde i tilfælde af en reklamation.

CONVELO – Rejsebestemmelser / Handelsvilkår

Bestilling og betaling af din rejse
Bestilling af rejsen sker på hjemmesiden www.convelo.dk
BEtaling kan foretages med gængse betalingskort samt PayPal
Bestilling og betaling af depositum er bindende.
Du opfordres til at tegne en afbestillingsforsikring, gennem dit forsikringsselskab.

Bestilling samt rejsebestemmelserne er bindende, når rejsen er bestilt og deltagerbeviset (fakturaen for depositum) er udstedt. Din tilmelding er først gyldig, når din indbetaling af depositum er registreret. Du modtager ikke særskilt kvittering på din indbetaling. Betales depositum ikke rettidigt, har CONVELO ret til at slette din tilmelding.

Depositum indbetales i forbindelse med bestilling af rejsen, eller senest 14 dage efter bestilling

Afhængigt af rejsen indbetales restbeløb i én eller flere rater. Betalingsfristerne for indbetaling af de enkelte rater fremgår af de tilsendte indbetalingskort. Hele restbeløbet skal i alle tilfælde være indbetalt senest 90 dage inden rejsens begyndelse. Ved bestilling af rejsen mindre end 90 dage inden rejsens begyndelse betales hele rejsens pris på én gang.

Du bekræfter ved din indbetaling at have læst og accepteret rejsebestemmelserne, øvrig information samt beskrivelsen af og eventuelle særbestemmelser for den enkelte rejse. Alle særlige aftaler mellem CONVELO og dig skal være skriftlige for at være gyldige. Medbring venligst deltagerbevis og kvittering for indbetaling af restbeløb på rejsen.

Betales restbeløbet ikke rettidigt, kan CONVELO betragte rejsen som afbestilt og sælge rejsen til anden side. Dine indbetalinger refunderes ikke.

I forbindelse med bestilling af rejsen på hjemmesiden bliver du bedt om at angive forskellige data. Hvis disse data ikke er korrekte og fx identiske med oplysningerne i dit pas, er det dit eget ansvar. CONVELO påtager sig intet ansvar for følger af ukorrekte oplysninger, som skyldes forkerte eller mangelfulde oplysninger.

Ved bestilling af delt dobbeltværelse/twinn,  kan det ikke garanteres at der er tale om 2 enkeltsenge. Det bestræbes dog altid at sikre enkeltsenge. 

Ved bestilling af delt dobbeltværelse /twinn,  garanteres at det altid vil være personer af samme køn der deler værelse.

Ved udeblivelse eller for sent fremmøde i henhold til udsendte rejseplan betragtes det som afbud, og din indbetaling vil ikke blive refunderet, jf. annulleringsbestemmelserne.

Hvis der indgår cykelleje i din rejse bestræber vi os altid på at levere en cykel der matcher dine ønsker i videst mulige omfang. Såfremt vi ikke kan levere den ønskede cykelmodel – vil lejeprisen blive justeret tilsvarende.

 

Annullering af din rejse
Din tilmelding er bindende.

  • Rejsen kan frit afbestilles indtil 14 dage efter tilmelding.
  • Ved afbestilling efter 14 dage efter tilmelding: depositum er tabt, eventuelt øvrigt indbetalt beløb tilbagebetales
  • Ved afbestilling efter 42 dage efter tilmelding og inden 90 dage inden rejsens begyndelse: 50% af det indbetalte beløb udover depositum er tabt
  • Ved afbestilling senere end 90 dage inden rejsens begyndelse: ingen tilbagebetaling

Eventuelt cykeltøj, eller andre fysiske produkter, der måtte være inkluderet i rejsens pris, udleveres ikke ved annullering, da det indgår som en del af pakkerejsen.

Såfremt CONVELO aflyser rejsen inden afrejse som følge af manglede tilmeldingere til rejsen, force majeure eller andre forhold tilbagebetales hele det indbetalte beløb med fradrag for eventuelle afholdte omkostninger/forudbetalinger fra CONVELOs side. Eventuelt cykeltøj, eller andre fysiske produkter,  der er inkluderet i rejsens pris, indgår som en del af denne tilbagebetaling.

Såfremt CONVELO er nødt til at ændre / aflyse rejsen efter afrejse som følge af force majeure, hændelser forårsaget af tredjemand mv. er der ingen tilbagebetaling.

CONVELO forbeholder sig ret til at aflyse en rejse indtil 14 dage før afrejsedato, såfremt der ikke er tilstrækkelig tilmelding til den udbudte tur. Det nødvendige antal deltagere er forskelligt for de enkelte ture. I disse tilfælde tilbagebetales hele din indbetaling for rejsen med fratræk af eventuelt afholdte omkostninger til fx cykeltøj mv., som du i tilfælde af aflysning beholder.

Prisændringer
CONVELO forbeholder sig ret til under særlige omstændigheder at forhøje den allerede aftalte pris, hvis der skulle ske ændringer i fx kendte og gældende priser, skatter, afgifter, tariffer, gebyrer, brændstof- og oliepriser, valutakurser mv.

Prisændringer vil blive meddelt hurtigst muligt. Ændringer på op til 10% af rejsens samlede pris vil ikke medføre at du har ret til at ændre den indgåede aftale.

Er prisændringen på mere end 10% kan du annullere rejsen i henhold til de almindelige betingelser for annullering.

CONVELOs ansvar og ændring af rejsen
CONVELO forbeholder sig ret til at aflyse eller ændre en hel eller en påbegyndt rejse/etape/rute, hvis CONVELO skønner, at fx følgende forhold er gældende: 

  • Det er uforsvarligt at påbegynde/fortsætte etapen
  • Vejrmæssige forhold gør det uforsvarligt at cykle
  • Hvis man er kommet under tidspres på en etape
  • Vej-, trafik-, vejrmæssige eller andre forhold nødvendiggør ruteomlægning mv.

CONVELO kan ikke gøres ansvarlig for fx forlængelse/afkortning af etapen/ruten ifht. det annoncerede som følge af omlægningen. Vælger du selv ikke at gennemføre etapen/ruten pga. ændringerne dækker du selv udgifter til f.eks. transport, ophold mv. frem til næste etapemål/destination.

CONVELO forbeholder sig ret til uden varsel at foretage ændringer i rejseprogrammet, herunder ruteomlægning samt anvendelse af andre hoteller og transportformer end annonceret, såfremt det måtte være nødvendigt for rejsens gennemførelse. Årsager kan fx være større vejarbejder, hotelaftaler, om- og nedlæggelse af flyruter mv. Ændringer berettiger ikke til kompensation.

CONVELO fralægger sig ethvert ansvar for f.eks. aflysninger, forsinkelser og ruteomlægninger ved fly, færger, tog, bus og anden transport i forbindelse med din rejse til og fra destinationen samt under rejsen. Såfremt sådanne forhold indtræffer, dækker du selv udgifter til f.eks. transport frem til næste hotel i henhold til rejseprogrammet for den planlagte rejse og/eller ophold, hjemtransport m.v.

I tilfælde hvor CONVELO optræder som agent for de benyttede transportselskaber, hoteller og øvrige virksomheder, er det de pågældende selskaber der er ansvarlig for de leverede ydelser. CONVELO påtager sig intet ansvar for beskadigelse, ændringer, ulykkestilfælde, forsinkelser etc., der er en følge af fysiske forhold, aftalebrud, strejker, vejrlig eller andre forhold, som CONVELO er uden indflydelse på.

CONVELO kan ikke gøres ansvarlig for uudnyttede ferieaktiviteter, herunder forudbestilte arrangementer, tabt arbejdsfortjeneste, udgifter til transport fra lufthavn osv., som skyldes forsinkelser grundet force majeure, trafikale forhold, ændrede hjemrejsetidspunkter, vejrlig eller andre omstændigheder, som ligger udenfor CONVELOs kontrol.

CONVELOs og underleverandørers ansvar for mangler – herunder person- og tingskader – er begrænset til de erstatningsbeløb, der er fastsat i de internationale konventioner: For international flytransport er ansvaret begrænset i henhold til Warszawa- og Montrealkonventionerne med senere tillæg. For internationale togtransporter er ansvaret begrænset i henhold til CO-TIF/CIF-konventionen. For internationale skibstransporter er ansvaret begrænset i henhold til Athen-konventionen.

CONVELO påtager sig udelukkende ansvar i henhold til ”Lov om Pakkerejser”.

Dit ansvar
Det er dit eget ansvar at være i en fysisk form, som gør dig i stand til at gennemføre de enkelte dagsetaper inden for den af CONVELO afsatte tid. Er dette ikke tilfældet forbeholder CONVELO sig ret til at tage dig ud af turen en eller flere dage, eller helt tage dig ud af turen. Såfremt sådanne forhold indtræffer, dækker du selv udgifter til transport, ophold mv. frem til det/de næste/følgende etapemål/destination(er). Der er ingen refusion af indbetalte beløb såfremt du tages helt eller delvist ud af turen.

I forbindelse med enkelte rejser kan der afholdes ”Stopprøve” inden rejsen. Dette oplyses i givet fald under den givne rejse. Såfremt du tages af turen i forbindelse med stopprøven, betragtes dette som annullering fra din side og annulleringsbestemmelserne gælder.

Deltagelse i rejsen, herunder cyklingen, foregår på dit eget ansvar. CONVELO har intet ansvar for din cykling eller for eventuelle skader på dig selv, dit udstyr eller tredjemand som følge af din kørsel, forsømmelighed eller andet. Som rejsedeltager har du ansvar for at følge de anvisninger som CONVELOs repræsentanter udstikker undervejs på rejsen, samt at optræde og cykle således, at medrejsende ikke føler sig generet. Overholdes dette kan du i grove tilfælde udelukkes fra videre deltagelse i rejsen.

Såfremt du bliver skadet undervejs og ikke kan fortsætte turen på cykel, eller din cykel skades og ikke kan repareres på stedet, er det dit eget ansvar at komme frem til det/de næste/følgende etapemål/destination(er). Udgifter til transport, ophold mv. i sådanne tilfælde dækkes af dig selv.

Dit rejsepas skal normalt have mindst 6 måneders gyldighed efter hjemkomsten. Vi anbefaler dig altid at have dit pas med på rejsen. Oplysninger om forhold vedrørende pas, visum og sundhedsmæssige betingelser, herunder krav om vaccinationer eller lignende betingelser, der skal være opfyldt for, at rejsen kan gennemføres, er du selv ansvarlig for at undersøge ved respektive ambassader, Udenrigsministeriet og Seruminstituttet. Bruger du medicin, er du selv ansvarlig for at spørge apoteket eller din egen læge til råds angående en medicinattest til rejsebrug.

Du er selv ansvarlig for alle forsikringer, herunder eventuelle forsikringer i forbindelse med eventuelle træningsture, udstyr forsikring for selve turen. Du er selv ansvarlig for bagage, cykel, øvrigt udstyr mv. Dette gælder under alle forhold, bl.a. på hoteller og også selv om dine ting fx fragtes i CONVELOs biler og håndteres af CONVELOs repræsentanter. Du er selv ansvarlig for, at din bagage, cykel, øvrigt udstyr mv. kommer med den rigtige bil og/eller øvrig transport. Evt. beskadiget bagage, cykel og øvrigt udstyr mv. erstattes ikke. Der henvises til dit eget forsikringsselskab.

I forbindelse med flyrejser gælder, at ansvar for indskrevet bagage henvises til luftfartsselskabets egne bestemmelser.

Reklamationer
Evt. reklamationer under en rejse skal straks fremsættes overfor CONVELOs repræsentanter på rejsen.

Reklamationer skal straks efter rejsen sendes skriftligt og være CONVELO i hænde senest 21 dage efter rejsens afslutning. Herefter vil reklamationer ikke anses for at være indgivet rettidigt, og du vil derfor have mistet retten til at påberåbe dig den pågældende mangel.

Reklamationer skal sendes til CONVELO, Hove Gadekærsvej 3, 2765 Smørum

Ethvert krav mod CONVELO skal afgøres af dansk ret og efter danske love.

Øvrige forhold
I tilfælde af nødvendig evakuering forårsaget af krig, uroligheder, naturkatastrofer o.l. er CONVELO ikke ansvarlig for evakueringen. Vi opfordrer derfor til at du tegner en rejse- og ulykkesforsikring, som dækker evakuering.

CONVELO forbeholder sig ret til at ændre og opdatere disse rejsebestemmelser. Det er derfor vigtigt og dit eget ansvar, at du løbende holder dig orienteret om der er sket ændringer.

Der tages forbehold for trykfejl og andre åbenlyse fejl i såvel rejsebeskrivelser, priser, rejsebestemmelser, øvrige tekster mv.